Kategorier

Blogroll

Links

Arkiver

Meta

Side: Foregående 1 2 3 4 5 6 7 8 ...21 22 23 Næste

Havblik

Posted: april 17th, 2012, by Jürgens

Når man på en hverdag sidder og kikker på et flag der hænger slapt ned ærger jeg mig altid over ikke at være på vandet, men heldigvis rammer disse dage med havblik af og til en weekend, men to dage med havblik i samme weekend hører så afgjort til sjældenhederne. Og så to dage hvor jeg har planlagt kutterdykning begge dage. Forventningerne var astronomiske.

Det krævede dog et sandt tæppebombardement af sms’er at få en af mine faste makkere overtalt til turen lørdag, men endelig fik jeg ham overtalt til, at jeg kunne hente ham lørdag morgen kl. 5.30 efter han var kommet hjem fra forretningsrejse lidt over midnat. Det var vores første tur på det gode skib Hydrofobia og kursen blev sat mod vraget af Ares med en sejltid på den gode side af 4 timer, var der god tid til at fortælle historier og lære hinanden lidt bedre at kende. På halvvejen da vi skulle igennem slusen og broen ved Falsterbro var alle på dæk for at se om vi kunne snige os igennem - og det kunne vi lige. Der var ikke 10 cm fra toplanternen til broklappen, så vi slap for nævneværdig ventetid.

Under en skyfri himmel lå Østersøen med små fine krusninger, og det var nærmest en akademisk diskussion om der var havblik eller ej. Vel fremme gav ekkoloddet hurtigt det ventede udslag og snart var første hold i vandet for at skulle binde på - men hov. En freeflow ødalagde det projekt og hurtigt måtte en ny makker gøre klar, men så blev der også hurtigt bundet på.

Det er ikke muligt at fylde luft på kutteren så derfor dykkede  min makker og jeg med to stages på første dyk. En med bundgas og en med deko-gas. Konceptet var så at ånde stagen med bundgas tør før vi gik på vores baggas og på den måde skulle vi have gas nok til to dyk på samme flaskesæt.

Så var det vores tur til at komme i vandet, og jeg blev lidt betænkelig for sigten var ikke imponerende. Vandet var lidt brunligt. Heldigvis var det kun de første 6-8 meter, så kom den velkendte Østersø-sigt på ca. 15 meter. Nøj det var godt. Vi tog første dyk “udenfor” og fik set den imponerende skrue, reserveskruen der ligger på dækket, ankerspillene, ankerne der hænger i stævnen - det var ganske enkelt forrygende. Og så at bryde overfladen med solen i ansigtet og fladt vand - verdensklasse.

Vandtemperaturen var ca. 5 grader, så det var rart at kunne sidde i solen og lade strålerne trænge igennem tørdragten og give lidt varme til de kølige fusser. Efter ca. en time var det tid til andet dyk. Denne gang var vi lidt længere inde i vraget. Vi havde kun en stage flaske med, så vi kunne lettere komme rundt. Vi var inde ved maskinen og svømme rundt. Hvis man så op kunne man se skylightet - godt nok uden glas i, men alligevel et imponerende syn. Vi fandt også et sted vi kunne svømme igennem fra maskinen til et lastrummen. Men tiden går hurtigt og snart var vores 35 minutter gået.

Vel oppe igen blev turen sat hjemover, hvor der blev indtaget nærmest ubegrænsede mængder kage - ganske enkelt en dykkerdag helt på toppen af skalaen.

Men som om dette ikke var nok tegnede søndag faktisk lige så godt. Så det var i højt humør, at vi tog tilbage til klubben for at blande gas lørdag aften.

Søndagens tur var med Pdyk som efterhånden er et yderst velkendt koncept. Og på denne tur var trioen samlet samt min kæreste der skulle med for at opleve vragdykning i Østersøen. Turen skulle gå til et vrag vi ikke havde været på før - nemlig Elsa Martinni. Et vrag med ca. 33 meter til bunden og 25 meter til toppen, så der skulle være gode muligheder for rimelig bundtid uden alt for meget deko. Efter lidt forsinkelse ved afgang kom vi endelig af sted over en Østersø der var mere blank end et nylagt stuegulv. Et par timer senere kunne Patrik smide loddet og et par rebreather dykkere gik ned for at binde på.

Vi kom i vandet og jeg glædede mig som et lille barn til Juleaften til at vise min kæreste noget af det bedste vragdykning Norden kan byde på. Vi gled stille ned af bundtovet og der var hun. Fin sigt på over 10 meter - og ganske stor med masser huller, hvor man kunne svømme ind, men aftalen var at blive ude og få overblikket på første dyk. Efter alt for kort tid (13 minutter) signalerede min kæreste, at hun frøs og ville op - NU!!! Så vi forlod de to andre og begav os med bundtovet. Det ramte vi efter 20 minutter og jeg fornemmede en absolut mangel på begejstring fra min kæreste. Oppe på båden igen fik frustrationerne frit løb. Min kæreste frøs, og vragdykning var kedeligt - for ikke lige at sige røvsygt. Det er fair nok ikke at kunne lide det. Det her var det bedste Østersøen kunne byde på. Fladt vand, solskin, god sigt, dejlig kutter med mulighed for at få varmen i kahytten mellem dykkene. Nu er det prøvet, og det er jo fint at finde ud af hvad man kan lide og ikke lide indenfor dykning.

Min kæreste besluttede at droppe dyk nummer to, men jeg glædede mig ubeskriveligt til at dykke med mine to faste makkere og se, hvad der var inde i vraget. Så andet dyk blev primært indvendigt. Sigten var ikke lige så god som på første dyk, men alligevel på 8-10 meter. Vi fik også set skruen, roret og stævnen. Et vrag der uden problemer kan tåle flere besøg.

Tiden var gået og vi kom først i land omkring kl. 20.00, så klokken blev over 22 før vi ramte hjemmet, men sikke en weekend med to exceptionelle dykkerdage - eneste malurt i bægeret er min kærestes manglende glæde ved vragdykning i koldt vand, men det skal ikke forhindre mig i flere Østersø-eventyr.

Robert

Posted: marts 20th, 2012, by Jürgens

Efter et par opvarmningsdyk fra stranden efter hjemkomst fra Egypten var det tid til at begive sig ud på større eventyr på større dybder ude i Øresund – turen skulle gå til vraget af ”Robert”.

Åbenbart ikke en specielt attraktiv tur, da kun tre fra klubben havde meldt sig, men heldigvis virkede netværket og på den måde kom deltagerantallet op seks personer – den sidste shanghaiet i en dykkerforretning fredag eftermiddag.

Vejret havde lovet vand fra oven, men svag til moderat vind – og det er trods alt bedre end det modsatte. I virkelighedens verden havde vi ingen regn under selve turen, men lidt før og efter. – så det var ganske optimalt, da vinden stadig udeblev.

Vores båd står et sted hvor mine stærkt begrænsede evner i at føre automobil med påhæng bliver testet til det absolut yderste – sammen med min tålmodighed. Vi fik dog hentet fartøjet og ved klubben fik vi hurtigt pakket og testet at den vinterhengemte motor kunne starte – og den startede uden problemer. Så kursen blev sat mod Rungsted Havn og med en lidt rusten turleder lykkedes det at blive klar – blot for at konstatere at motoren ikke kunne starte. Jeg er sikker på at salige Kaptajn Haddock ikke kunne have frembragt flere eder. Der blev prøvet med startkabler til det andet batteri, startkabler til en anden båd, flere eder og forbandelser og så naturligvis Tom der lige ville prøve en sidste ting – der virkede. Efter en lille test-sejlads blev kursen sat mod ”Robert” nord for Hven.

Der lå allerede en anden båd, så vi kunne fortøje til dem og vi fik også lov til at bruge deres bundtov, så det var jo ren luksus. Hurtigt fik vi sendt de første tre i vandet med en bundtid på 35 minutter og lidt deko på toppen. Vi andre tre sad oppe i båden og sludrede lidt og gjorde os klar til at det blev vores tur.

 Da de tre første kom op stod spørgsmålene i kø. Hvordan var det? Noget strøm? Hvad med sigten? Måske skulle de spørgsmål ikke være stillet. Sigten var elendig fik vi at vide, men der var ikke meget strøm. Det var der ikke noget at gøre ved – dykkes skulle der. Nu var der til gengæld rimelig overfladestrøm og jeg havde ikke nået bundtovet uden hjælp fra bådene. Mod bunden det gik. Sigten var ganske rigtig ikke imponerende med ca. 1-1½ meter. Så jeg fandt min linehjul frem og bandt på tæt ved bundtovet. Og så var det jo bare at udforske det man umiddelbart kunne se. Men manglede der ikke en. Jeg skulle dykke med Mette (gammel kending) og Martin (som jeg ikke kendte så godt). Martin havde signaleret til Mette at han ville blive ved tovet, men det havde jeg ikke set. Da jeg opdagede at han manglede vendte jeg om, men kunne ikke finde ham. Jeg prøvede at se efter hans lys, men det kunne jeg heller ikke se. Så jeg prøvede at svømme den anden vej.

Efterhånden var tiden gået og vi skulle op. Her fandt vi Martin hængende på tovet. Vi havde lidt deko, og efter det var overstået var det bare at komme i overfladen og op i båden.

 Dejlig sejltur hjem – desværre var der ingen vandslange på havnen, så det var hjem i klubben og skylle båd. Det er om muligt endnu sværere at få båden ned i parkeringskælderen end op, men det lykkedes da. Det er muligt vi har en udmærket båd, men den står ikke optimalt – mildt sagt.

Lynetten

Posted: februar 28th, 2012, by Jürgens

Efter sidste uges - godt nok kolde - successfulde tur, var jeg ikke afskrækket fra at tage endnu en tur i det kolde Øresund. Og tilmed et sted jeg kun havde været en gang tidligere (Lynetten) på trods af den meget centrale placering 10 minutter fra Københavns centrum. Dagens dykning stod på at min kæreste skulle teste en tørdragt og jeg skulle hjælpe en med lidt afbalancering i tørdragt.

Vel ankommet lidt i god tid før det planlagte tidspunkt kl. 10.00 kunne vi stille og roligt notere stedets popularitet, da flere og flere kom til. Og til sidst vil jeg gætte på, at der var omkring 20 dykkere - eller flere.

Jeg fik samlet mit grej og snart var Gitte og jeg klar til en tur i vandet. Hun havde smidt 4 kg bly og det skulle testes om det virkede, så jeg fyldte lidt bly i lommerne, så jeg havde lidt ekstra i tilfælde af at vi skulle få brug for det. Det gjorde vi nu ikke, da Gitte lå helt perfekt i vandsøjlen - afbalancering lige efter bogen.

Vi svømmede roligt ud mod kanten af sejlrenden og ned på ca. 5 meter vand. Sigten var faktisk pæn med 5-8 meter. Vi rundede pynten og satte kursen mod det lille vrag der skulle ligge. Jeg tror også vi fandt det sted, hvor vi skulle forlade spunsvæggen og sætte kursen mod øst, men jeg fik det indtryk at Gitte frøs og derfor vendte vi om, og svømmede tilbage. Her fik man fornemmelsen af stedets popularitet, for vi mødte en del på vej ud.

Efter ca. 40 minutter var vi tilbage og her kunne Gitte meddele at hun ikke havde signalret at hun frøs, så vi havde altså haft fin mulighed for at se det lille vrag. Det må så vente til næste gang.

Det var dejligt at være i vandet og det var faktisk et fint lille dyk - og ikke mindst møde en masse dykkerkammerater.

Back in business

Posted: februar 20th, 2012, by Jürgens

Efter et veloverstået år under varmere himmelstrøg og en tjans som gæsteskribent på DYK var det tid til at hoppe i det noget køligere danske vand med de udfordringer det giver omkring udstyr og logistik.

Det var lykkedes mig at samle mine faste makkere Søren og Tom, og da det for alle tre var første dyk i koldt vand i meget lang var turen henlagt til et hyggeligt lille stranddyk ved Trykkerdammen i Helsingør - også kendt som Padi-vraget. Selv her i februar kan vejret være ganske nydeligt med solskin og lidt forår i luften. Og sådan var vejret i planlægningsfasen og derfor havde 4 fra IBM nok besluttet at de gerne ville deltage. Men på selve dagen var alle tegn på forår ikke eksisterende.

Vejret var gråt, det blæste og det regnede. Men efter at have skruet i lidt udstyr gik turen alligevel mod Helsingør. Vel ankommet kunne vi så sidde i bilen og nyde regnvejret der trommede lystigt mod taget. På et tidspunkt var der dog ingen vej uden om og der skulle klædes om. Og mens Tom stod i bar mave spurgte han hvem der havde fået denne fremragende ide - og det kunne jeg heldigvis med godt humør bekræfte, at det havde jeg.

Efter lidt udstyrsproblemer var vi klar og vi kom i vandet. Det var jo ikke ligefrem lunt, men så slemt var det nu heller ikke - før jeg stak hovedet i vandet. Det rev pænt i kraniet - faktisk så meget at jeg var tæt på at kvitte projektet. Men er der ikke noget med at det kun er de første par minutter det gør ondt og så “vænner” man sig til det. Jeg gav det en chance og efterhånden var det også mere det at holde sammen som gruppe i den ret ringe sigt (2-3 meter) der optog mig. Søren styrede kurs og tid, og det lykkedes os at finde begge “vrag”. Vi fik også set en enkelt skrubbe, der vel nærmest var i dvale. Jeg kunne uden problemer tage fat i den, men størrelsen indbød ikke til en tur på en varm stegepande, så den reddede livet.

Efterhånden var der gået over 40 minutter og kulden var begyndt at trænge igennem til ikke mindst tæer og fingre. Vi fik dog lidt overfladesvømning, da vores kompasmester var lidt rusten.

På trods af det yderst ringe vejr, en vandtemperatur på 0,6 C, så var det rart at være i nordiske farvande igen, og en tur den kommende week-end kan ikke udelukkes.

Side: Foregående 1 2 3 4 5 6 7 8 ...21 22 23 Næste