Kategorier

Blogroll

Links

Arkiver

Meta

Gensyn med Bolette

Min dykkerverden faldt lidt sammen i vinters, da jeg opdagede at Danmark’s – med afstand – bedste dykkerskib (Bolette Munkholm af Nørresundby) var sat til salg. Et skib udelukkende indrettet og optimeret til dykkerture i Nordiske farvande. Åbenbart var der opstået ”fnidder” om drift og vedligeholdelse.

Men lidt af min dykkerverden blev bygget op igen, da der så blev slået en tur op i Kr. Himmelfart – godt nok en prøvetur, da ”Bolette” ikke havde sejlet et år. Åbenbart var posen rystet lidt i klubben, og folk der tidligere var løbet sur i det, var villige til at give ”Bolette” en ny chance – og tak for det.

Jeg fik overtalt et par gode kammerater til at tage med på turen – en genganger og en, der havde sit første møde med ”Bolette” til gode. Som repræsentant for mine to kammerater fra København besluttede jeg at repræsentere os alle 3 i turudvalgsmødet for lige at ”lodde stemningen”. Og som altid når jeg er i selskab med folk fra NSK var stemningen god. I fællesskab blev det besluttet at turen skulle gå til den svenske skærgård omkring Lysekil med dykning på væg og vrag til max. 30 meter.

Efter at have overvundet trafikkaos omkring Aalborg ankom vi drypvis onsdag eftermiddag. Vi fik pakket ”Bolette” og indtaget en solid gang chilli con carne, hvilket medførte en bedøvende ”sovegas” i kahytterne.

Turen blev sat mod den svenske skærgård kl. 21.30, og der var lovet lidt vind når vi skulle krydse over Kattegat. Vi skiftedes til at have vagten i styrehuset natten igennem. Jeg havde vagten fra kl. 00.30 til 02.30 sammen med Tønder, og da vi var blevet sat ind i de instrumenter der virkede (mere om det senere) var denne nat i styrehuset med en sol der aldrig gik 100% ned og Rolling Stones i højtalerne ”one of these moments”.

Vores skipper Michael (af årsager jeg ikke kender i daglig tale kaldet Hugo) kendte et godt skær ud for Smögen med en lille kanal hvor vi kunne ligge i læ. Så efter en velfortjent morgenmad var det tid til dykning. Og da flere havde lidt rust der skulle bankes af blev det til et dyk i den lille kanal hvor dybden ikke kom over 10 meter. Dykket var ganske fint med en sigt på den gode side af 10 meter og en del liv i form af hundredvis af taskekrabber, hummer, nøgensnegl, blåstak, rødnæb, berggylt og et par flade gik de 60 minutter forholdsvis hurtigt.

Vinden lagde sig mere og mere, så om eftermiddagen kunne vi komme uden-skærs og dykke på vraget af ”Thetis”. Et fiskefartøj der ligger på ca. 30 meter vand. Personligt har jeg ikke fået dykket meget det seneste år, men da jeg gled ned ad tovet i det mørke vand, blev der tændt en gnist. Glæden ved at skulle besøge et vrag (som jeg har dykket på for 20 år siden), og opleve den tidslomme som det er. Besøge et sted der på et tidspunkt har været andres arbejdsplads og brødfødt flere familier. Det at svømme vægtløs rundt blandt spil og maskiner, måske komme lidt ind i vraget og vriste bare en lille smule glemt historie ud af vraget vil altid få den tidligere nævnte gnist til at tænde en flamme i mig.

Heldigvis kunne vi ligge det samme sted for natten, og det var rart med en nats søvn uden en motor der rytmisk og konstant sejlede os mod nye eventyr.

Når skærgården viser sig fra sin bedste side med høj sol og stille vind er dette efter min mening noget af verdens!!! bedste dykning. Ok det kræver en tørdragt og er måske lidt mere besværligt end sydpå, men oplevelserne under vand – er efter min mening – helt på højde med dykning under sydlige himmelstrøg. Og for lige at sætte en streg under det, med det lidt mere besværligt besluttede vi os for at første dyk skulle være på nogle huler, hvor dykkerne blev sejlet ud i ”Bolettes” opgraderede ”dingy”. Med tre tek-dykkere (af den voksne slags), en bådfører og en standby-dykker, var den tidligere redningsbåd ved at blive til en u-båd.

Selv om skærgården viste sig fra sin bedste side, drillede gårsdagens dønninger på dykkerstedet, hvilket gjorde at nogen kom i vandet og fik dykket, nogen kom i vandet og fik ikke dykket, og nogen kom slet ikke i vandet. Med et par erfaringer rigere blev turen sat mod Lysekil og vejret blev bare bedre og bedre.

Vel ankommet til Lysekil og et par forgæves opankringsforsøg ved en vægside i fjorden, blev løsningen at vi dykkede uden at ”Bolette” kunne ankre op. Det var en usædvanlig fin væg med mange plateauer og meget liv.

Vi lagde til i Lysekil for natten, men da den bro vi lagde til ved ikke havde forbindelse til fastlandet, måtte vi nyde aftenen ombord. Der var som sædvanlig god mad og rigeligt til at skylle menuen ned med. Efterhånden som aften blev til nat gik meget af snakken omkring ”Bolette” og hvad der var sket, og hvad der skulle ske. Generelt virkede det til at deltagerne både eksterne og interne gerne så at ”Bolette” havde en fremtid som dykkerskib i NSK. Der blev diskuteret økonomi og et forslag var at oprette en støtteforening. Personligt tror jeg mange gerne vil støtte op om det gode skib og ikke mindst al det arbejde der bliver lagt i hende. Onde tunger vil sige at så kan jeg jo bare selv komme og give en hånd. Bare for god ordens skyld - det har jeg gjort, men det er vel ikke rimeligt at forlange at andre skal køre flere hundrede kilometer for at komme og give en hånd en weekend eller aften? Og jeg vil da heller ikke undlade at sadle en anden kæphest. Hvor mange dykkerklubber skal der være i en by? Og hvor mange skal have egen kutter? Måske er tiden ved at være moden til, at hele dykkerparnasset i Aalborg og Nørresundby mødes om det samme bord til en solid omgang kamelragout, så de kameler der skal sluges kan tages i små bidder og på den måde glide lidt lettere ned – og er der brug for en flaske ”ildvand” til at forsegle et samarbejde, så skal jeg gerne være sponsor.

Og jeg har svært ved ikke at tro på, at der findes mange dykkere der meget gerne vil på tur med ”Bolette” og opleve den fantastiske dykning i de Nordiske farvande.

Men tilbage til selve turen. Hugo kendte et fint vrag der kun var et par timer væk, så det var jo bare med at komme af sted. Ingen tvivl om, at Hugo besidder mange kvaliteter, men der er stadig store udviklingsmuligheder indenfor den disciplin der hedder tidsbedømmelse. 5 timer senere ramte vi det vrag vi gerne ville dykke på, men det tillod strøm og dønninger ikke, så det var videre mod et alternativt vrag der lå yderligere 1½ time væk. Så vi måtte erkende, at denne dag kunne det kun blive til et enkelt dyk. Måske også fordi ekkolod/side scan sonar levede sit helt eget liv. Så loddet blev smidt efter et nærmest ikke eksisterende udslag, en gps-position og en venlig bøn til Poseidon. Med et linehjul lykkedes det os at finde vraget ca. 30 meter fra bundtovet, så det var rimeligt. Vraget var en gammel coaster der havde sejlet med papir, så der lå en masse store papirruller i lasten. Styrehuset var helt åbent, men ved toppen stod en fin stenbider. Som Grønne sagde: ”det er sådan en hyggelig fisk” – og det er rigtigt. Ikke noget voldsomt, den står bare det samme sted og ”hygger” sig.

Vi nuppede aftensmaden i en nærliggende havn før turen blev sat mod Strandby. Mig og Tom skulle have vagten fra kl. 02.00 – 04.00, og da ingen af os kan kalde os fuldbefarne søulke, var vi lidt utrygge ved at skulle sejle uden AIS. Den havde virket hidtil, men ikke nu. Selv om vi fik Hugo på broen fik vi ikke skidtet til at virke. Der var mildest gået lidt spaghetti i ledningerne og jeg tror at man med fordel kan have et lidt simplere set-up, men at det så virker. Måske suppleret med et par små guider til hvordan de enkelte instrumenter betjenes. Vi ankom vel til Sytrandby, fik lidt morgenmad og afmønstrede i god ro og orden.

Der er nok nogen der vil sige, at jeg ikke kan tillade mig at have en holdning til ”Bolette” og det har de da sådan set ret i. Men det har jeg nu alligevel. Jeg har deltaget i flere ture og haft nogle af mine bedste dyk i Norden med ”Bolette”. Generelt har jeg kun mødt venlige og imødekomne folk ombord (med en enkelt eller to eksterne undtagelser), så det vil smerte mig helt ind i min dykkersjæl hvis dette var min sidste tur med ”Bolette”. I har noget fantastisk  - giv ikke slip på det.

 

2 Responses to Gensyn med Bolette

  1. Dennis

    Hej Jørgen - længe siden efterhånden (sharm) ;) - Som medlem af Aalborg sportsdykkerklub, kan jeg sige at der ikke er noget ondt blod imellem klubberne, i hvert fald ikke vi kender til. Og vi er helt enige på mange af de andre punkter også.

    Rigtigt fint tur-referat. Vi sejler i uge 29, hvis du skulle være interesseret på at prøve noget mere nordjysk ;)

  2. Peter

    Hej Jørgen

    Jeg kunne godt tænke mig lige at lige at klarlægge et par ting. Bolette blev ikke sat til salg pga. fnidder om vedligeholdelse og drift. Bolette blev sat til salg fordi der ikke var ressourcer til at drive hende. Hverken de økonomiske eller menneskelige i form af arbejdskræft.

    Der er heller ikke nogle kameler der skal sluges mellem klubberne. Faktisk har vi et fint samarbejde med f.eks. vores gode venner fra ASK (Dennis som skrev den anden besked). Vi har drukket mange øl sammen på det sidste :) Faktum er bare at både vi og de har en kutter som har sejlet én tur hver i år. Begge ture med mange folk udefra. Det kræver utroligt meget tid at vedligeholde en kutter som Bolette og den tid har folk svært ved at finde. Jeg er selv aktiv i flere andre frivillige foreninger og der ser vi samme problem, for folk skal jo også køre mountainbike, til fodbold, være sammen med deres familie eller hvad ved jeg. Selvom det da er ærgerligt at folk ikke gider bruge hver anden weekend i kedeldragt hele vinteren for at andre kan komme på tur, så ser tiden bare ud til at være løbet fra det. Det er altså den faktuelle grund.

    Til gengæld har vi i år haft tre ture til Norge, utallige RIB og strandture og en tur til Rødehavet som har været totalt overtegnet i løbet af kort tid. Derfor er vi glade for at det er gået den vej for nu har vi også tid og økonomi til at dykke.

    Mvh. Peter V

Leave a Reply