Kategorier

Blogroll

Links

Arkiver

Meta

Sommertogt med Bolette Munkholm – Uge 30, 2013

Der var flere der udtrykte både beundring og bekymring for at Tom og jeg havde valgt at tage 2 uger med ”Bolette”, men da vi fredag aften sad på havnen i Kristiansand og ventede på et nyt hold og skulle sige farvel  til det ”gamle” hold var mit dykkerbegær slet ikke blevet dækket og jeg glædede mig til næste uges dykning, samt at møde nye mennesker. Efter en hjertelig afsked med kram og knus var det tid at hilse på den nye besætning. Vi er alle forskellige og Tom og jeg blev hurtigt enige om, at dette ville blive en helt anden uge. Tonen var lidt grovere (på den kærlige måde) og humoren lidt mere tør – på den Nordjyske måde.

Vi startede ud med et dyk på Tom B – for lige at finde formen, og dykning ryster folk sammen og snart gik snakken – ikke mindst om Tom’s og mit ”omvendte” sæt. Flere kunne godt se fidusen og erfaringer blev udvekslet.

Vejret lovede lidt vind og megen sol, så vi satte kursen mod Mandal for at dykke Kjell dagen efter. Det blev en mindeværdig dag, med to fantastiske dyk på ”Kjell” var største problem var at krænge en varm inderdragt på en solskoldet krop, mens solen bagte ubønhørligt.

Midt i det hele kom en lokal kontakt – Espen – forbi i en lille diskret RIB med 2×225 hypheste. Det tog ikke Tom og mig mange øjeblikke at takke ja til en tur. Fedt. Espen delte ud af sin store erfaring – og mange ord - i området, og Tom og jeg fik et tip til et dyk på en kæmpe dampkedel dagen efter.

Espen havde givet en fin beskrivelse af hvordan vi kunne finde dampkedlen ved at følge en klippekant og det gjorde Tom og jeg også uden problemer. Man skulle lige være lidt fokuseret på opgaven når man hoppede i vandet, da der var lidt strøm. Jeg sendte min deko-bøje op fra vraget, så det skulle være til at finde, men strømmen trak den ned. Jeg var ret interesseret i, at det efterfølgende dykkerpar fandt den og fik både bøje og linehjul med op – og det gjorde de heldigvis. Navigation under vand kan være svært og man skal nok bare acceptere en smutter i ny og næ – og gerne med godt humør, da det ikke hjælper at være sur. For nogen vil der være mulighed for træning og forbedring i den disciplin fremover, men som sagt er det ikke en skam at ramme ved siden af, som det vil fremgå senere.

Det var meningen vi skulle i naturhavn om aftnen, men vejret, vanddybden og forholdene generelt skreg på en mere civiliseret havn og sådan en kunne Carsten trylle frem i løbet af yderligere en 1 times sejlads. Der var mange – rigtig mange, for ikke at sige urimeligt mange – mange diskussioner om næste dags dykkermål. Der skulle ligge en meget smukt vrag med en masse flasker ikke langt fra haven, men vraget startede på 50 meter. Tom og jeg meldte fra, da vi ikke ønskede at andre skulle vente på at vi som de eneste skulle have et trimixdyk, men dagen efter manglede vi den fælles position og Tom og jeg måtte blande gas til et dyk til 60 meter.

Bundloddet blev smidt på positionen og vi hoppede i vandet i pæne bølger og strøm. Vi måtte trækkes af gummibåden hen til bøjen og med to stages, var jeg noget presset. Men vi kom til bøjen og dykkede straks ned. På 60 meter var der intet vrag og ingen bund. På med et linehjul og en kompaskurs mod klippen. Efter et par minutter kom klippen – højre eller venstre. Vi valgte højre – og det skulle nok have været venstre for der var intet vrag, men et meget smukt landskab. Så vi fokuserede på det positive i landskabet frem for at vi ikke fandt vraget. Man skal lære af sine fejl og da vi efterrationaliserede, fandt jeg ud af, hvor jeg nok havde fejlet som ham der styrede retningen. Vi svømmede i samme retning som strømmen gik i overfladen, og hvis vi havde trukket i bundloddet kom vi altså til at svømme samme vej, som vi evt. havde trukket det. Lærerigt og det kan jo bruges næste gang man står i den situation og for dem der læser denne artikel kan læren af min fejl frit kopieres – helt uden copyright. En helt speciel tak for en heroisk indsats for at jeg undgik at cutte linen på mit linehjul skal lyde til Mikael. Han måtte bøvle med at hive ca. 150 meter ind sammen med linen til bundloddet. Tak.

Efter endnu lidt forvirring om dykkermål blev eftermiddagens dykkermål en hjuldamper, som ikke fik de store smil frem og jeg valgte derfor at springe over. Om aftenen lå vi ved Natomolen i Mandal og jeg benyttede muligheden for endnu et dyk på vraget lige nedenfor. Sigten var lidt sløj, men ok alligevel.

Espen overtog roret dagen efter og sejlede os til Lillesand – indenskærs. Jeg savnede slet ikke dykning den dag, men til sidst kunne mine øjne godt trænge til en pause for at fordøje al den skønhed mine øjne havde oplevet. En uforglemmelig smuk tur. En stor tak til Espen – også for is hos en sejlende kiosk.

Så oprandt dagen for mit første dyk på ”Mosel”. Jeg er vild med at dykke, men med over 1500 dyk kan der godt gå lidt tid mellem de dyk hvor forventningens glæde giver kriller i maven, men her fløj sommerfuglene frit rundt i maven – og onde tunger påstår at de har god plads. Tom og jeg skulle binde på, og det klarede vi uden problemer – NOT. Påbindingen krævede igen en lidt fokuseret indsats, da jeg skulle hæve lodderne fra 42 meters dybde. Efter den lille operation skulle jeg lige have vejret og vi fik bundet på på et sted, hvor vi efterfølgende kunne se at det ville have svært ved at holde. Så et efterfølgende hold måtte løse den opgave.

Da der var nogle der havde lidt udfordringer med udstyr og at komme ombord på ”Bolette” besluttede Carsten at ændre lidt på dykkerholdene. Det gav ikke voldsom god stemning, men det var efter min mening en rigtig beslutning, men det var efter min mening ikke en rigtig beslutning at en valgte at springe andet dyk over – specielt ikke når vi nu lå på ”Mosel” i høj sol og fladt vand. Det er bare et vrag jeg slet ikke færdig med – overhovedet.

Sidste dag havde jeg et af mine bedste dyk på ”Seattle”. Vi ville dykke til max. 40 meter og startede med at gå ned at se på skrueakslen og roret der ligger ved siden af skibet. Sigten var over 15 meter. Vi svømmede langs siden til vi nåede 40 meter og her svømmede vi ind over rælingen og tog det stille og roligt op. Rart med god tid og jeg fik detaljer jeg normalt bare suser forbi på vej ned på dybden og på vej tilbage på deko. Af og til skal man tænke ud af boksen og lave et alternativt dyk på allerede kendte dykkermål.

Det var dog svært på min turs sidste dykkermål, der var ”Vandflyveren”. Her kunne jeg mærke, at jeg var ved at være dykkermæt i denne omgang.

Det her har været en af mine bedste ferier. Jeg har nydt selskabet, fællesskabet, dykkeroplevelserne, ”Bolette Munkholm”, røverhistorierne, rødvinen, en enkelt pils, maden, vejret, sejlturene, teamarbejdet. Der kan bruges mange mange ord, men måske er der et der dækker det hele. TAK.

Leave a Reply