Robert
Efter et par opvarmningsdyk fra stranden efter hjemkomst fra Egypten var det tid til at begive sig ud på større eventyr på større dybder ude i Øresund – turen skulle gå til vraget af ”Robert”.
Åbenbart ikke en specielt attraktiv tur, da kun tre fra klubben havde meldt sig, men heldigvis virkede netværket og på den måde kom deltagerantallet op seks personer – den sidste shanghaiet i en dykkerforretning fredag eftermiddag.
Vejret havde lovet vand fra oven, men svag til moderat vind – og det er trods alt bedre end det modsatte. I virkelighedens verden havde vi ingen regn under selve turen, men lidt før og efter. – så det var ganske optimalt, da vinden stadig udeblev.
Vores båd står et sted hvor mine stærkt begrænsede evner i at føre automobil med påhæng bliver testet til det absolut yderste – sammen med min tålmodighed. Vi fik dog hentet fartøjet og ved klubben fik vi hurtigt pakket og testet at den vinterhengemte motor kunne starte – og den startede uden problemer. Så kursen blev sat mod Rungsted Havn og med en lidt rusten turleder lykkedes det at blive klar – blot for at konstatere at motoren ikke kunne starte. Jeg er sikker på at salige Kaptajn Haddock ikke kunne have frembragt flere eder. Der blev prøvet med startkabler til det andet batteri, startkabler til en anden båd, flere eder og forbandelser og så naturligvis Tom der lige ville prøve en sidste ting – der virkede. Efter en lille test-sejlads blev kursen sat mod ”Robert” nord for Hven.
Der lå allerede en anden båd, så vi kunne fortøje til dem og vi fik også lov til at bruge deres bundtov, så det var jo ren luksus. Hurtigt fik vi sendt de første tre i vandet med en bundtid på 35 minutter og lidt deko på toppen. Vi andre tre sad oppe i båden og sludrede lidt og gjorde os klar til at det blev vores tur.
Da de tre første kom op stod spørgsmålene i kø. Hvordan var det? Noget strøm? Hvad med sigten? Måske skulle de spørgsmål ikke være stillet. Sigten var elendig fik vi at vide, men der var ikke meget strøm. Det var der ikke noget at gøre ved – dykkes skulle der. Nu var der til gengæld rimelig overfladestrøm og jeg havde ikke nået bundtovet uden hjælp fra bådene. Mod bunden det gik. Sigten var ganske rigtig ikke imponerende med ca. 1-1½ meter. Så jeg fandt min linehjul frem og bandt på tæt ved bundtovet. Og så var det jo bare at udforske det man umiddelbart kunne se. Men manglede der ikke en. Jeg skulle dykke med Mette (gammel kending) og Martin (som jeg ikke kendte så godt). Martin havde signaleret til Mette at han ville blive ved tovet, men det havde jeg ikke set. Da jeg opdagede at han manglede vendte jeg om, men kunne ikke finde ham. Jeg prøvede at se efter hans lys, men det kunne jeg heller ikke se. Så jeg prøvede at svømme den anden vej.
Efterhånden var tiden gået og vi skulle op. Her fandt vi Martin hængende på tovet. Vi havde lidt deko, og efter det var overstået var det bare at komme i overfladen og op i båden.
Dejlig sejltur hjem – desværre var der ingen vandslange på havnen, så det var hjem i klubben og skylle båd. Det er om muligt endnu sværere at få båden ned i parkeringskælderen end op, men det lykkedes da. Det er muligt vi har en udmærket båd, men den står ikke optimalt – mildt sagt.