Lynetten
Efter sidste uges - godt nok kolde - successfulde tur, var jeg ikke afskrækket fra at tage endnu en tur i det kolde Øresund. Og tilmed et sted jeg kun havde været en gang tidligere (Lynetten) på trods af den meget centrale placering 10 minutter fra Københavns centrum. Dagens dykning stod på at min kæreste skulle teste en tørdragt og jeg skulle hjælpe en med lidt afbalancering i tørdragt.
Vel ankommet lidt i god tid før det planlagte tidspunkt kl. 10.00 kunne vi stille og roligt notere stedets popularitet, da flere og flere kom til. Og til sidst vil jeg gætte på, at der var omkring 20 dykkere - eller flere.
Jeg fik samlet mit grej og snart var Gitte og jeg klar til en tur i vandet. Hun havde smidt 4 kg bly og det skulle testes om det virkede, så jeg fyldte lidt bly i lommerne, så jeg havde lidt ekstra i tilfælde af at vi skulle få brug for det. Det gjorde vi nu ikke, da Gitte lå helt perfekt i vandsøjlen - afbalancering lige efter bogen.
Vi svømmede roligt ud mod kanten af sejlrenden og ned på ca. 5 meter vand. Sigten var faktisk pæn med 5-8 meter. Vi rundede pynten og satte kursen mod det lille vrag der skulle ligge. Jeg tror også vi fandt det sted, hvor vi skulle forlade spunsvæggen og sætte kursen mod øst, men jeg fik det indtryk at Gitte frøs og derfor vendte vi om, og svømmede tilbage. Her fik man fornemmelsen af stedets popularitet, for vi mødte en del på vej ud.
Efter ca. 40 minutter var vi tilbage og her kunne Gitte meddele at hun ikke havde signalret at hun frøs, så vi havde altså haft fin mulighed for at se det lille vrag. Det må så vente til næste gang.
Det var dejligt at være i vandet og det var faktisk et fint lille dyk - og ikke mindst møde en masse dykkerkammerater.