Ændrede planer
| F a k t a b o x | ||
|---|---|---|
| Sted: | Stevns Klint | |
| Max. dybde: | 5,8 meter | |
| Bundtid: | 30 minutter | |
| Luftforbrug (SAC Rate): |
17,4 l/min | |
| Temperatur: | 4 C | |
Planen sagde Kullen, men vejret sagde et sted, hvor vi kunne komme i læ fra en vestenvind på op til 14 m/s. Så valget var faldet på Stevns Klint og ni friske dykkere var klar til afgang kl. 8.30 fra klubben. Vel ankommet til Rødvig kunne vi blot konstatere at slæbestedet i industrihavnen var blokeret af en pram og slæbestedet i lystbådehavnen var låst. Og ikke engang vores lokale mand i Rødvig - Flemming - kunne komme os til hjælp. Men når nøden er størst er hjælpen tættest på og venlige folk på havnen hjalp os - og det viste sig tilmed at de havde relationer til klubben. Så hurtigt fik vi båden pakket og 3 af os sejlede mod Højerup Kirke, hvor vi ville dykke.
Vi fik båret vores grej ind over de glatte sten med lidt klynk, men efterhånden var vi klar til lidt morgenmad - og så skulle der dykkes. Heldigvis kunne jeg henkaste mit legeme på en “komfortabel” sten med henblik på lidt hvile indtil det blev min tur.
Og det blev det så - sammen med Alvin. Vi dykkede ud vinkelret på kysten og sigten var hel fantastisk. Den var over 20 meter og man kunne virkelig se det flotte undervandslandskab med den flotte kridtbund med de små render og kløfter.
På et tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg havde set en stenbider, men tættere på måtte jeg yderst slukøret konstatere at det var en plastikpose der havde narret mig. Jeg fandt et par knækkede bundgarnspæle og de gav et par gode skud med kameraet.
Jeg havde på forhånd - med streng mine - indskærpet vigtigheden af en god kompaskurs og derfor var det vel helt rimeligt med lidt nemesis og en lille svømmetur hjem.
Der var ikke stor afsætning på natmaden Nytårsaften og derfor havde Rikke og jeg medbragt en ordentlig stak pølser og da vi havde medbragt grill var der lune pølser etfer dykningen. Det var lige hvad der var brug for.
Men der var ingen vej uden om. Vi skulle have pakket om tilbage til havnen og mod København. Og jeg fik lov til at køre før bådrengøring, da jeg skulle aflevere Rikke til en forsinket julefrokost - tak for det.
På sådan en råkold dag i starten af januar er der intet som en hel dag ude - og når det kan kombineres med dykning bliver det ikke bedre.
januar 7th, 2009 at 14:42
Tak for at du fik lov til at aflevere mig til en julefrokost - eller for at du fik lov til at gå tidligere?
Det var en rigtig fed tur og jeg er rigtig glad for at jeg kom med - det er så specielt at dykke på kridtbunden … og så overlever man nok, at man skal kravle over besværlige sten - men jeg var også så priviligeret at jeg fik båret mit grej ud i vandet og tog det på derude … helt “prinsessen på ærten”