Kategorier

Blogroll

Links

Arkiver

Meta

Side: 1 2 3 4 5 6 7 8 ...21 22 23 Næste

Back in Business

Posted: juli 7th, 2014, by Jürgens

Efter ikke at have undervist et stykke tid er behovet og lysten kommet tilbage, så derfor har jeg lavet en aftale med N.O.W. Dive i Skanderborg om at få nogle instruktøropgaver. Og første opgave var 3 efterskoleelever og deres lære (der have en karriere som frømand i frømandskorkspet bag sig og en karriere som efterskolelære og Divemaster/instruktør foran sig). Vi mødtes ved butikken fredag formiddag, og da alle var samlet skulle slaget frem mod en certificering som Advanced dykker planlægges. Der skal laves navigation og dybdedyk, så det kunne der ikke laves om på, men at tage et natdyk på - med et par ugers forsinkelse - årets længste dag kunne godt blive en udfordring hvis alt for meget ventetid skulle undgåes, men vi går langt for at imødekomme elevernes ønsker - mere om det senere.

I mit tidligere “hood” omkring København var Trykkerdammen det sikre sted, og omkring Aarhus hedder det sikre sted “Marselisborg Lystbådehavn” så traileren blev pakket og kursen sat. Vel fremme var det tid til briefing for første dyk, der skulle være et tørdragtsdyk. Efter diverse mindre udfordringer med maske, ører, etc. var vi klar - og i betragtning af at det var første dyk i tørdragt, var det bestemt godkendt. Og efter et par kanelgifler var vi klar til andet dyk, der skulle være et navigationsdyk. Et par stykker kikkkede lidt mærkeligt da 4 dykkere gik meget målrettet rundt på parkeringspladsen for at tørtræne med kompasset, men spørg lige om det gav pote at tørtræne med kompas. Alle klarede opgaven til 12 (som det vidst hedder i dag - bare for at lyde gammel) og der var tid til yderligere træning i tørdragt før dykket blev afsluttet.

Dagens 3. dyk skulle så være natdykket og der var 6 timer til det blev mørkt, så kursen blev sat mod mit sommerhus ved Saksild Strand, hvor vi så ville natdykke, men først var der tid til en enkelt fodboldkamp i tv, hvor tyskerne uden for meget besvær slog franskmædene ud af VM. I mellemtiden var grillen blevet varm og der kunne grilles pølser og før det blev endeligt mørkt blev det også tid til en is. Det kalder jeg kvalitets ventetid.

Men omkring kl. 22 kunne vi ikke skyde det længere og vi begyndte at klæde om til natdykket. Det blev lidt kaotisk da mit kompas gik i stykker, så vi fandt aldrig den rigtige dybde, men fik en fin gåtur på et par hundrede meter hjem - men ingen brokkede sig. Sigten kunne have været bedre men der var fint med liv af krabber, et par flade og lidt andet yngel.

Fredag blev en lang dag, men også med 3 fine dyk. Lørdag mødtes vi ved dykkercenteret kl. 9.00 og efter planen skulle turen gå til Lillebælt, men prognosen lovede stiv undervandskuling, så en ellers god plan A blev til en plan B i Knudsø ved Ry. Her skulle vi finde en dybde på +20 meter for at kunne kalde det et dybdedyk. Søer har notorisk blød bund - meget blød bund. Og denne sø var ingen undtagelse. Da vi startede der hvor vi havde stået og taget vore finner på var sigten så dårlig, at jeg havde svært ved konstatere om jeg hvade mine øjne åbne eller lukkede. Men da vi kom lidt videre ud i søen blev det bedre om end det var noget sort og sprinlaget på ca. 12 meters dybde virkelig var kraftigt så temperaturen faldt fra ca. 19 grade tilca. 10 grader på bare en meter. Vi fandt vores 20 meter og havde holdt vores formation og jeg var så stolt over at vi kunne dykke som et team på 5 - desværre kunne vi ikke helt slutte på den måde, men de første 20 minutter var igen til et 12-tal.

Førstedagen havde budt på den store erkendelse at lynlåsen på en tørdragt skal lynes helt for at dragten holder tæt, men åbenbart var det tid til igen at teste om det nu også kunne være helt rigtigt. Vi dykkede anden gang ved et stort fællesareal og mødte både trampolin, “U-båd” og en gedde der var så stor at den så sultent på mig og overvejde om jeg evt. skulle være dens froksot.

Det var to forrygende dage og dejligt at være “back in business” igen.

Tyrkiet

Posted: september 6th, 2013, by Jürgens

Tilbage i marts 2013 var vi flere der lod os rive med af en stemning, hvor en større gruppe i august 2013 skulle tage en tur til Marsa Alam i det sydlige Egypten for at skamdykke husrevene i Shagra krydret med rigelige ture til det verdensberømte rev ”Elphinstone” for at dykke med hammerhajer. Og der var løbende blevet pumpet en stemning hen over sommeren om al den gode dykning vi skulle have.

Desværre var det ikke kun os der pumpede en stemning – det gjorde egypterne også. Faktisk så meget at Udenrigsministeriet til sidst frarådede alle unødvendige rejser til Egypten. Når en sådan beslutning bliver taget få dage før afrejse skaber det en vis aktivitet blandt gruppens 14 deltagere. Mange ting blev diskuteret, men til sidst kom Kingfish op med et tilbud der hed Tyrkiet – og sådan blev det så.

At flyve fra Danmark søndag aften, ankomme til Tyrkiet natten mellem søndag og mandag og efterfølgende krydre det med en 4 timers bustur til byen Kas på ikke alt for jævne veje gjorde, at vi alle var lidt klatøjede mandag morgen, da vi ankom til hotellet. Vi var lovet et 4-stjerners hotel med vandland, tyrkisk bad og pool-område. Og alle de lovede ting var der, men der er nok forskel på 4 tyrkiske stjerner og 4 internationale stjerner. Hotellet var dog pænt og rent og vi fik værelser med udsigt ud over bugten med en fantastisk solnedgang.

Mandag eftermiddag kørte vi til dykkerbåden og fik læsset udstyr af. Ellers skete der ikke noget – og for flere var det lidt uforståeligt, at vi ikke udnyttede tiden til et eftermiddagsdyk eller at udfylde papirer og sætte udstyr op. Men vi fik at vide at alt her var bedre organiseret end i Egypten og guider og instruktører var dygtigere. Den skulle ikke stå uimodsagt af en der har arbejdet et år i Egypten, på den anden side kunne det jo være.

Resten af mandagen blev brugt på at teste det tyrkiske øl (og det er jo vigtigt at teste flere varianter), samt et tyrkisk bad med efterfølgende ansigtsmaske og massage. Generelt var det ret varmt, så hvad er mere naturligt end at starte med et dampbad – den trak tænder ud. Men den efterfølgende scrub og sæbemassage var forrygende. Og afsluttende med en god oliemassage følte man sig jo nærmest som et nyt og bedre menneske. Og hvem kan ikke have brug for det?

Tirsdag var det så tid til at bese de tyrkiske undervands-seværdigheder. Lad os starte over vandet, hvor de tyrkiske dykkerbåde vel nærmest kan betragtes designet til ”slim fit”. Der er ikke meget plads, men hvor der er vilje er der vej og i løbet af ugen fandt det hele et naturligt leje med at gøre sig klar i hold. Efter en kort sejltur på fladt vand var vi fremme på vores dykkerdestination. Og lad mig sige det som det er. Tyrkiet er ikke Egypten – slet ikke, men så er det noget andet. Hvis man forventer masser af fisk og farvestrålende koraller, så kan en uge i Tyrkiet blive meget lang. Kan man ændre sine forventninger til flotte undervandslandskaber, små fine nøgensnegle, en evig jagt på blæksprutter, håbet om en enkelt muræne og eller bare en nysgerrighed på hvad ukendt dykkervand kan tilbyde, så kan en uge hurtigt gå.

Vandtemperaturen var 28 grader ned til ca. 20 meter, hvor den så faldt til 26 grader. På ca. 35 meters dybde faldt temperaturen yderligere til ca.23- 24 grader. Ugen bød generelt på varieret dykning med et par ualmindeligt fine dyk ved en canyon krydret med et vrag og en fin væg, samt et dyk på et undersøisk skær – der også bød på en skildpadde. Måske vil de gerne kopiere Malta, for der var også et ”kunstigt” vrag af en DC3 flyver. Ikke det mest ophidsende, men det var der og vi dykkede det. Jeg var forberedt på teknisk dykning hvis muligheden skulle byde sig, men det gjorde den ikke, så også her er Malta et skridt foran.

Et par højdepunkter for mig var et dyk hvor jeg så en flyvefisk folde sine vinger ud og ”flyve” under vandet, nogle ganske fine hvide nøgensngle på vores natdyk og så et dyk med en masse 10 armede blæksprutter. Vi så også et par rokker, men de var nok på +60 meter, så det var fra behørig afstand.

Rent praktisk dykkede vi med 12 liters stålflasker, så det gjorde at jeg kunne droppe blybæltet og kun bruge min vinge. Generelt dykkede vi 60 minutter plus/minus og tiden gik ofte hurtigt på dykkene. Båden var ankeret op på dykkerstedet, så vi skulle tilbage til udgangspunktet og det kom vi også – næsten hver gang.

Jeg synes jeg havde god dykning og jeg var meget tilfreds med ugen, men det handler om at tilpasse sine forventninger. Vores crew var dygtigt og kompetent og vi fik stort set lov til at dykke som vi ville.

Kas by tog mig med storm. En lille hyggelig by omkranset af bjerge og med en hyggelig havnefront, hvor der er masser af muligheder for både lidt til ganen og maven. Byen er en turistby, men hovedsagligt for tyrkere. Det betyder at man kan gå i fred - både på gaden og i forretningerne, og det er i sandhed en kæmpe kontrast til flere feriemål i Egypten. Rygterne vil vide at der også er feriemål i Tyrkiet, hvor det er svært at gå i fred, men Kas er på det område en fantastisk by.

Tyrkerne er ikke voldsomt stærke i engelsk, men klare sig til husbehov sammen med diverse fagter kan de fleste. Og de er venlige, flinke og rare uden at være påtrængende – jeg blev lidt forelsket i stedet må jeg indrømme.

Turens højdepunkt var det sociale og, at vi kunne samle en gruppe på 14 mennesker der alle var indstillet på at få en god tur – og fik det, på trods af at destinationen blev ændret i sidste øjeblik.

Sommertogt med Bolette Munkholm – Uge 30, 2013

Posted: juli 29th, 2013, by Jürgens

Der var flere der udtrykte både beundring og bekymring for at Tom og jeg havde valgt at tage 2 uger med ”Bolette”, men da vi fredag aften sad på havnen i Kristiansand og ventede på et nyt hold og skulle sige farvel  til det ”gamle” hold var mit dykkerbegær slet ikke blevet dækket og jeg glædede mig til næste uges dykning, samt at møde nye mennesker. Efter en hjertelig afsked med kram og knus var det tid at hilse på den nye besætning. Vi er alle forskellige og Tom og jeg blev hurtigt enige om, at dette ville blive en helt anden uge. Tonen var lidt grovere (på den kærlige måde) og humoren lidt mere tør – på den Nordjyske måde.

Vi startede ud med et dyk på Tom B – for lige at finde formen, og dykning ryster folk sammen og snart gik snakken – ikke mindst om Tom’s og mit ”omvendte” sæt. Flere kunne godt se fidusen og erfaringer blev udvekslet.

Vejret lovede lidt vind og megen sol, så vi satte kursen mod Mandal for at dykke Kjell dagen efter. Det blev en mindeværdig dag, med to fantastiske dyk på ”Kjell” var største problem var at krænge en varm inderdragt på en solskoldet krop, mens solen bagte ubønhørligt.

Midt i det hele kom en lokal kontakt – Espen – forbi i en lille diskret RIB med 2×225 hypheste. Det tog ikke Tom og mig mange øjeblikke at takke ja til en tur. Fedt. Espen delte ud af sin store erfaring – og mange ord - i området, og Tom og jeg fik et tip til et dyk på en kæmpe dampkedel dagen efter.

Espen havde givet en fin beskrivelse af hvordan vi kunne finde dampkedlen ved at følge en klippekant og det gjorde Tom og jeg også uden problemer. Man skulle lige være lidt fokuseret på opgaven når man hoppede i vandet, da der var lidt strøm. Jeg sendte min deko-bøje op fra vraget, så det skulle være til at finde, men strømmen trak den ned. Jeg var ret interesseret i, at det efterfølgende dykkerpar fandt den og fik både bøje og linehjul med op – og det gjorde de heldigvis. Navigation under vand kan være svært og man skal nok bare acceptere en smutter i ny og næ – og gerne med godt humør, da det ikke hjælper at være sur. For nogen vil der være mulighed for træning og forbedring i den disciplin fremover, men som sagt er det ikke en skam at ramme ved siden af, som det vil fremgå senere.

Det var meningen vi skulle i naturhavn om aftnen, men vejret, vanddybden og forholdene generelt skreg på en mere civiliseret havn og sådan en kunne Carsten trylle frem i løbet af yderligere en 1 times sejlads. Der var mange – rigtig mange, for ikke at sige urimeligt mange – mange diskussioner om næste dags dykkermål. Der skulle ligge en meget smukt vrag med en masse flasker ikke langt fra haven, men vraget startede på 50 meter. Tom og jeg meldte fra, da vi ikke ønskede at andre skulle vente på at vi som de eneste skulle have et trimixdyk, men dagen efter manglede vi den fælles position og Tom og jeg måtte blande gas til et dyk til 60 meter.

Bundloddet blev smidt på positionen og vi hoppede i vandet i pæne bølger og strøm. Vi måtte trækkes af gummibåden hen til bøjen og med to stages, var jeg noget presset. Men vi kom til bøjen og dykkede straks ned. På 60 meter var der intet vrag og ingen bund. På med et linehjul og en kompaskurs mod klippen. Efter et par minutter kom klippen – højre eller venstre. Vi valgte højre – og det skulle nok have været venstre for der var intet vrag, men et meget smukt landskab. Så vi fokuserede på det positive i landskabet frem for at vi ikke fandt vraget. Man skal lære af sine fejl og da vi efterrationaliserede, fandt jeg ud af, hvor jeg nok havde fejlet som ham der styrede retningen. Vi svømmede i samme retning som strømmen gik i overfladen, og hvis vi havde trukket i bundloddet kom vi altså til at svømme samme vej, som vi evt. havde trukket det. Lærerigt og det kan jo bruges næste gang man står i den situation og for dem der læser denne artikel kan læren af min fejl frit kopieres – helt uden copyright. En helt speciel tak for en heroisk indsats for at jeg undgik at cutte linen på mit linehjul skal lyde til Mikael. Han måtte bøvle med at hive ca. 150 meter ind sammen med linen til bundloddet. Tak.

Efter endnu lidt forvirring om dykkermål blev eftermiddagens dykkermål en hjuldamper, som ikke fik de store smil frem og jeg valgte derfor at springe over. Om aftenen lå vi ved Natomolen i Mandal og jeg benyttede muligheden for endnu et dyk på vraget lige nedenfor. Sigten var lidt sløj, men ok alligevel.

Espen overtog roret dagen efter og sejlede os til Lillesand – indenskærs. Jeg savnede slet ikke dykning den dag, men til sidst kunne mine øjne godt trænge til en pause for at fordøje al den skønhed mine øjne havde oplevet. En uforglemmelig smuk tur. En stor tak til Espen – også for is hos en sejlende kiosk.

Så oprandt dagen for mit første dyk på ”Mosel”. Jeg er vild med at dykke, men med over 1500 dyk kan der godt gå lidt tid mellem de dyk hvor forventningens glæde giver kriller i maven, men her fløj sommerfuglene frit rundt i maven – og onde tunger påstår at de har god plads. Tom og jeg skulle binde på, og det klarede vi uden problemer – NOT. Påbindingen krævede igen en lidt fokuseret indsats, da jeg skulle hæve lodderne fra 42 meters dybde. Efter den lille operation skulle jeg lige have vejret og vi fik bundet på på et sted, hvor vi efterfølgende kunne se at det ville have svært ved at holde. Så et efterfølgende hold måtte løse den opgave.

Da der var nogle der havde lidt udfordringer med udstyr og at komme ombord på ”Bolette” besluttede Carsten at ændre lidt på dykkerholdene. Det gav ikke voldsom god stemning, men det var efter min mening en rigtig beslutning, men det var efter min mening ikke en rigtig beslutning at en valgte at springe andet dyk over – specielt ikke når vi nu lå på ”Mosel” i høj sol og fladt vand. Det er bare et vrag jeg slet ikke færdig med – overhovedet.

Sidste dag havde jeg et af mine bedste dyk på ”Seattle”. Vi ville dykke til max. 40 meter og startede med at gå ned at se på skrueakslen og roret der ligger ved siden af skibet. Sigten var over 15 meter. Vi svømmede langs siden til vi nåede 40 meter og her svømmede vi ind over rælingen og tog det stille og roligt op. Rart med god tid og jeg fik detaljer jeg normalt bare suser forbi på vej ned på dybden og på vej tilbage på deko. Af og til skal man tænke ud af boksen og lave et alternativt dyk på allerede kendte dykkermål.

Det var dog svært på min turs sidste dykkermål, der var ”Vandflyveren”. Her kunne jeg mærke, at jeg var ved at være dykkermæt i denne omgang.

Det her har været en af mine bedste ferier. Jeg har nydt selskabet, fællesskabet, dykkeroplevelserne, ”Bolette Munkholm”, røverhistorierne, rødvinen, en enkelt pils, maden, vejret, sejlturene, teamarbejdet. Der kan bruges mange mange ord, men måske er der et der dækker det hele. TAK.

Sommertogt med Bolette Munkholm – Uge 29, 2013

Posted: juli 29th, 2013, by Jürgens

Tilbage i vinteren 2012/2013 dumpede der en mail ind fra Dansk Sportsdykker Forbund, om at man kunne komme med som gæst på Nørresundby Sportsdykkerklubs kutter ”Bolette Munkholm” og det tog ikke min faste makker Tom og mig mange minutter at booke 2 uger på 2013 sommerens togt til Sydnorge.

Og endelig kom den dag hvor vi skulle møde op i klubhuset, pakke vores grej og sætte kursen mod Norge. Spændingen var stor, da vi nærmede os Nørresundby. Hvordan var de nu, dem vi skulle dykke med? Kunne vi komme overens med dem? Hvad skulle vi mon spise ombord o.s.v. Men der gik ikke mange sekunder fra vi ramte klubhuset til snakken gik og der blev pakket grej. ”Bolette” var sejlet i forvejen, så vi skulle med færgen og vel ankommet til Kristiansand kl. 03.00, ville et par toldere lige byde os velkommen ved at konfiskere 9 rammer øl og NOK 3800. Det gjorde på ingen måde noget godt for mit humør – slet ikke.

Men efter vi kom over og så kutteren og fik pakket al vores udstyr steg humøret voldsomt igen. Det må have krævet en arbejdsindsats af bibelske dimensioner at indrette den kutter til at 12 mennesker rimeligt komfortabelt kan bo ombord, og så tilmed også dykke fra den. For stort set al indretning er lavet med dykning for øje. Som gæst forstår jeg godt at klubbens medlemmer er stolte over ”Bolette”.

Os nye fik en briefing og gennemgang af hvordan skibet virker og hvordan der dykkes, og det var lige efter min bog, med stor fokus på god organisering og sikkerhed.

Efter de sidste var kommet ombord lørdag, sejlede vi til Tømmerstøe for at få vores første dyk. Ikke vildt og voldsomt, men for at komme i gang og se at alt udstyret virkede som det skulle – og det gjorde det.  Det var et stille og roligt dyk på en væg der gik ned til ca. 10 meter, og der gik vel ikke mere end 3 minutter før den første hummer var spottet. Det blev også dykkets eneste, men det var en glimrende velkomst. Ellers bød dykket på den største samling af frit svømmende blåstak jeg har oplevet.

Og nu kan jeg snart ikke vente på dags 2 dykning.

Og dag to levede helt op til forventningerne. Der var lidt vind, så vi sejlede ind i en bugt for at dykke på en gammel vandflyver. Den lå spredt i 4 stykker på 22-32 meter vand. Sigten var helt og aldeles fantastisk på nok omkring de 20 meter – det er ganske enkelt fantastisk dykning. Andet dykket blev på den væg hvor vi havde lagt til og Tom og jeg tog en tredje mand (Thomas) med, der gerne vil på 50 meter, men selv med en lidt aggressiv svømning til sidst, så fandt vi ”kun” 47 meter. Væggen var virkelig flot, og der var masser at se – ikke mindst når man lagde hovedet tilbage og så mod overfladen og man svagt kunne skimte solen.

Maden ombord på ”Bolette” er et helt kapitel for sig selv. Her diskes op med grillet kalveculotte og lignede ting og sager, men efter en hel dags dykning er det jo en kendt sag at dykkere godt kan tage fra.

På dag 3 sejlede vi mod Mandal og lagde til ved en tidligere Natomole. Rygterne talte om et vrag af en mindre fiskekutter eller pram helt inde ved molen på ca. 20 meter vand. Mine forventninger var moderat beherskede, men dykkes skulle der – og heldigvis. Der lå en rimelig stor trawler, der kun har ligget der et års tid, så der var stadig mange fine detaljer. Det var muligt at komme ind i lasten og se en smule af maskinen, roret sad tilbage, skruen var der og i det hele taget var det et fremragende på 22-32 meter. Og havde sigten været god på dag 2, så var den jo nærmest uendelig her. Og det gjorde at man få meter fra vraget kunne se en væg, der faldt til uendelig. Helt klart målet for dyk 2. Flere var nede på +50 meter plus, bl.a. dem jeres skribent og her fandt vi et nyt vrag. Ikke stort og nok heller ikke særlig interessant, men på ca. 60 meter ligger der en robåd på hovedet. Den er ca. 15 meter lang, men mere ved vi heller ikke, da vores max. Dybde var ca. 10 meter højere.

Dagens redning stod Daniel for, da hans maske røg overbord, men en snarrådig indsats og et frygtløst hop uden maske ned blandt en stak brandmænd reddede masken – det er godt arbejde.

Vejret var ikke helt med os til de store udflugter, men det blev til en tur til ”An-Mer-Mar” – og den har godt nok fået tæsk på klipperne. Sjældent har jeg set så smadret et vrag, men det forhindrede os ikke i, at komme lidt rundt inde i det der var tilbage af vraget. Vi fandt også en havtaske, der lå og hyggede sig oven på vraget. Vores andet dyk tog vi på en væg inde i en lille bugt – og den bedste beskrivelse er: ”Pænt uden at være prangende”.

Som tidligere skrevet er maden ombord et kapitel for sig selv. Den er rigelig og god, og som regel også med dessert og her lykkedes det faktisk Peter at få ild i bananen, hvilket medførte en del latter.

Med et stop på en næsten ikke eksisterende torpedobåd var vi nået frem til turens hovedret – vraget af ”Seattle”. En kæmpe klods der ligger fra 22 meter til 72 meter og er 130 meter langt. Vraget har i tidernes morgen kostet flere dykkere livet, senest to danske dykkere i 2010, hvor det kun har været muligt at bjærge den ene. Det blev en udfordrende dag, hvor Bolette var ved at drive af vraget, diverse mindre udstyrsdefekter, men det lykkedes alle at få et godt dyk på ”Seattle”

Om aftenen er der mole-hygge med diverse røverhistorier og en enkelt lys øl bliver det også til. Og når man så sidder og ser ned på dækket kan man indse at dykningen virkelig har flyttet sig. Der står 11 dobbeltsæt og en enkelt 15 liters flaske, alle sæt med vinge.

Sidste dag bød også på et dyk på ”Seattle” og nærmest traditionen tro når Tom og jeg er på tur sammen hoppede han i vandet uden blybælte. Vi havde planlagt et offensivt luftdyk til 55 meter og var kommet i vandet med 2 stages og var 15 meter nede af tovet, da Tom rykkede i tovet og jeg vidste med det samme, hvad der var sket. De tre der lå på deko må have troet at vi var pænt åndsvage – først fuld fart på ned og 10 sekunder senere fuldt fart op. Da vi så endelig fik dykket vores dyk kom vi ned på 55 meter og så svalegangene på siden af skibet. Og her kan man virkelig se hvor meget Seattle er faldet sammen. Da skibet sejlede kunne man her gå oprejst – nu kunne en dykker ikke være der når man lå ned. Bare rolig det blev ikke forsøgt, men vraget har virkelig sat sig.

Eftermiddagen blev brugt til at slentre rundt i byen og nyde en gammeldaws isvaffel med 2 kugler til NOK 45 – ikke en sport jeg kommer til at dyrke særligt ofte. Hos den lokale fast food pusher koster en pizza NOK 179 og en ”Vegetar Special” NOK 189 – den skal i særklasse være speciel og være serveret på maven af en nøgen Claudia Schiffer for at kunne retfærdiggøre den pris.

Uge 29 var fantastisk, selskabet var i top, dykningen var rigtig god med de udfordringer som lidt vind gav, og maden var så absolut glimrende – og ikke mindst yderst næringsrig. Nu er det bare at vente på ny besætning og se hvad der kommer til at ske i uge 30.

Side: 1 2 3 4 5 6 7 8 ...21 22 23 Næste