I 2009 den sidste week-end før Jul prøvede en lille ihærdig flok at tvinge et par dyk ud af Østersøen, men vejret vandt den kamp med så ufine metoder som sne og blæst. Men det forhindrede ikke flokken (med et par modifikationer) i at gøre forsøget igen i 2010. Vejrudsigten lovede rigtig dejligt slædehunde koldt, men næsten ingen vind - og det skriger jo nærmest på en 2½ times sejltur ud i Østersøen for at dykke på “Jacobus Fritzen“.

Traditionen tro til den slags ekspeditioner havde vi allieret os med Pdyk og for at det svenske flag kunne holdes højt var der en enkelt svensk deltager blandt de 5 tapre danskere. Det er lidt mærkeligt at gå og pakke grej på båden i 8 grades frost og knæhøjt sne på kajen. Men efterhånden var vi klar til afgang og i den dejlige varme kahyt blev der snart “fintænkt” rundt omkring.

Den svenske rebreather dykker tilbød at gå ned og binde på - og det var der ikke de store protester imod.  Efterhånden var der ingen vej uden om og vi fik udstyret på og sprang i vandet. Koldt, men til at håndtere.Vi startede nedstigningen mod vraget, der ligger på siden på ca. 42 meter vand. Der var lidt strøm og mørkt var det også. Jeg havde så tykke handsker på, at jeg ikke selv kunne få min lygte fri, men Tom hjalp. Og det hjalp lidt med lidt lys over land - nårrrh nej - under vand. Nede på vraget vurderede vi at der var så mørkt, at vi hellere måtte sætte en snor i vraget. Vi svømmede langs vraget i læ for strømmen. Vi kom ud mod agter. Der var mange huller i vraget, men dagsformen var ikke rigtig til penetrering. Efter 25 minutter var det tid at starte opstigningen mod et dejligt koldt deko-stop på 10 minutter.

Oppe igen var det dejligt at komme af udstyret og ind i den varme kahyt og få lidt varme i kroppen og lidt næring til kroppen. Men nu var det jo ikke for at sidde og varme sig i kahytten at vi var der, så efter et par timer var det på den igen. Først skulle vi dog lige have vores dragter indenfor så de kunne tø og vi kunne komme i dem. Stort set alle mine karabinhager var frosset, så intet af udstyret hang på dets vante plads.

Men det forhindrede ikke et dyk. Solen var på sit sidste og nedstigningen var mørk - rigtig mørk. Og strømmen var taget til. Jeg var svagt presset. Men vi fik dykket mod den anden ende af vraget og her var faktisk mere at se. Men tiden var knap og vi fik ikke rigtigt undersøgt alle de spændende huller der var. Men det er jo altid rart at have noget at kunne vende tilbage til. Det var tid til opstigning. Og pludselig hang vi 5 på tovet og lavede vores deko. Kaos indtraf da kutteren blev bundet af og trækket i bundtovet forsvandt. Et fald fra 6 meter til 13 meter filtret ind i et par andre dykkere og med dekogas i “sutten”. Der blev blæst luft i dragt og vinger, altså bortset fra at jeg ikke havde mere dragtgas. Pludselig lå jeg på 1 meter og havde 7 minutters deko tilbage og en dykkercomputer der mildest talt ikke var imponeret over mit deko-stop og også gjorde opmærksom på det med både lyd og lys.  Hurtigt tilbage til 6 meter.

Det var ikke let, og da slet ikke i mørke, da solen var gået ned. Så instrumenter skulle aflæses i lygtens skær samtidig med at ind- og udluftning i dragt og vest skulle passes i en strøm der gjorde at lysten til at slippe bundtovet var fuldstændig ikke eksisterende. Det var ikke let og det bar profilen også præg af.

Jeg synes det er lidt skræmmende at “natdykke” til et vrag på 42 meter midt i Østersøen, i december måned, hvor det er 8 graders frost. Faktisk synes jeg det er lidt vildt, men også rart at være ude i naturen og få oplevelsen.

Det er jo både godt og skidt at kun fem personer (heraf to gæster) ønskede at bruge en forlænget week-end ved Lysekil for at opleve lidt god dykning, dykkerteknisk træning, god mad, godt selskab, godt øl og rigeligt “Lös Godis”. Det gode består i, at organisering og logistik mildest talt er til at overskue, det dårlige er selvfølgelig at kun 3 personer fra klubben ønskede at deltage - og heraf hører de to til den hårde kerne. Det gør mig oprigtigt bekymret for om der er nok dykkere i klubben af det jeg vil kalde “den brede middelklasse” - nemlig de dykkere der ikke går så meget op i udstyr og teknisk dykning, men bare gerne vil en tur i vandet i ny og næ og have nogle gode oplevelser både socialt og dykkerrelateret.

Nå, men efter lidt brok og bekymringer så lidt om turen. I lighed med tidligere ture havde Tom og jeg handlet i Metro og pakket trailer onsdag aften. Traileren var blevet placeret  på underste parkeringsdæk i det fjerneste hjørne på min arbejdsplads for overnatning til torsdag, hvor der så var afgang. Da jeg ankommer til arbejde torsdag morgen og vil parkere ved siden af traileren er den der ikke - mit hjerte både sprang et par slag over og galoperede helt vildt. Koldsveden sprang frem på panden, men heldigvis helt uden grund. Traileren var bare flyttet til et andet hjørne, men det var chokterapi af den effektive slags.

Tom og jeg kunne rulle mod Lysekil med trailer ved 16-tiden torsdag og det gik stille og roligt mod nord af E6. Ved Uddevalla var vi klar til lidt aftensmad. Efter at have handlet lidt godt øl hos Systembolaget (til overraskende rimelige priser og stort udvalg) gik jagten ind på aftensmad. Eneste mulighed var Restaurant “Den Gyldne Måge”. Det er ringe mad. En sur gammel hestemule i noget der minder om en overskåret brugt badesvamp - hvad f….. er det der gør at de har gjort det til et prestige projekt at enhver form for konsistens, smag, ernæring, fibre er klinisk renset fra det de nok selv vil kalde en burgerbolle.

Mørket var faldet på og vi var tæt på målet ude på de små veje, da et eller andet pludselig viste sig i bilens lyskegle. Lidt tættere på kunne vi se, at det var en elg.  Det er et stort dyr - rigtig stort. Heldigvis kom vi ikke i nærkontakt, men det var turens første naturoplevelse.

Vel fremme og efter vi havde fundet nøglen til vores hytte var det tid til en enkelt humle - eller måske to. Og svenskerne kan godt lave øl, bare mærkeligt at de så har regler der gør at det kun kan købes i specielle forretninger.

Fredag startede vi ud med et stille og roligt dyk ud for Fossen Camping. Det var glimrende, men desværre blev sigten ret dårlig når vi var dybere end 20 meter. Men vi fik da set et par hummere eller tre. Og det kan man vel også kalde en naturoplevelse. Men det var nu mere på den store græsplæne foran selve campingpladsen at de næste store naturoplevelser. Der avr en stor ræv der gik rundt og jagede mus og på et tidspunkt var den vel kun 25-30 meter væk. Og lidt senere gik der 3 stykker råvildt rundt ude på græsplænen. Og så skoven rundt om, der stod i sine bedste efterårsfarver. Det var smukt. Og Steen havde fået indyndet sig hos en lokal svensker og vupti havde vi et stykke hjemmerøget skinke. Mums hvor det var godt.

Den somørbrad der blev viklet ind i bacon og grillet var også smuk. Ikke mindst da den fik selskab af ovnstegte kartofler og svampesauce. Toppet op med irish coffee til dessert var det faktisk ganske svært at bevare pessimismen, Steen Pipper gav lidt teori om udstyrskonfiguration over “kaffen” og hurtigt gik snakkken og fordele og ulemper.

Lørdag var det så tid til at omsætte  teori til praksis. Så vi rullede hen til Jorfall og hoppede i vandet for at træne svømmestil og helikopter-vending. Man kan aldrig træne sin svømmestil nok. At ligge godt i vandet (trim) og have en god svømmestil (frog kick) kan være med til at reducere ens luftforbrug, samt gøre at man undgår at hvirvle for meget op - og dermed kan give ens dykkerkammerater bedre sigt.

Steen gav god feed-back og vi fik alle lidt at arbejde med. Vejret stod på dejlig sol, så vi rullede ind til Lysekil for se lidt på byen (læs: hente mere lös godis) og få et dyk i havnen. Og der var også lige en anden ged der skulle barberes. Første dyk med 2 deko-gasser. Ikke fordi der var nødvendigt, men fordi det skulle trænes. Og der er plads til mere træning - meget mere. Men det var ikke så skræmmende som frygtet. I vandet er der ingen problemer, men på land er det jo ikke blevet lettere - specielt fordi jeg ikke selv kan hægte begge flasker på. Det skal nok komme med træning og øvelse.

Vejret var stadig smukt og det blev til en tur til Fiskebäckil. En smuk by, hvor der helt sikkert er voldsomt gang i den om sommeren. Ærgeligt at mange af husene var feriehuse - det gav byen et lidt spøgelsesagtigt præg.

Det var bøffer i størrelse XL til aftensmad - og der var nogen der helt sikkert fik deres proteinbehov dækket.

Vi var ikke gode til at komme  om morgnen, så vi kunne kun presse et dyk ind søndag. Vi kørte til en lille parkeringsplads - fik et apr fif fra et par gamle dykkergubber og så var det i vandet - endnu engang med hele pivtøjet. Sand sand og mere sand. Men pludselig kom der sten og klipper og dermed også hummere og hummerfælder. Endnu var der ikke noget i fælderne, så vi så 4 flotte hummere.

Så var der bare turen hjem. Vi kørte over Tjörn og Orust og hvor er det dog et smukt land - måske vi skulle have kæmpet lidt mere for at beholde det. Men vi er jo heldigvis velkomne som gæster og vi vil givet komme igen.

September er en fantastisk dykkermåned. Lidt af varmen er gået af luften, men ikke af vandet og de værste alger skulle være væk, så derfor har planen hele tiden været at der skulle dykkes igennem i september. Og for at sætte handling bag ordene blev der bestilt et 3-dages dykkerophold hos DykLeif i Hamburgsund - ca. 100 km nord for Gøteborg. Vi var 3 der skulle af sted, så Focus’en blev lidt presset i pakningen, men er der vilje er der dykning.

Det er første gang vi besøger DykLeif (som ejes og drives af Anders og Victoria), og da vi ankom torsdag aften omkring kl. 21.30 blev vi venligt modtaget og fik en kort gennemgang af hvordan alting fungerer og hvor vi skulle placere vores udstyr. Og det så meget lovende ud.

Efter vi havde fået vores værelse mødte vi en gruppe fra Aalborg Svømmeklubs Sportsdykkerafdeling, og de kunne berette om dårlig sigt på højest 5 meter og intet liv. Den valgte vi lige at skylle ned med en af de lidt stærkere øl vi havde medbragt - faktisk blev det nok til to.

Konceptet hos DykLeif hedder 2 båddyk pr. dag og alle måltider inkluderet. Så da vi stod op fredag stod morgenmaden på bordet og efter morgenmad skal man pakke alt sit grej i en trailer og så er der briefing kl. 9.00 - præcis. Og kl. 9.05 spadserer man til havnen mens udstyret bliver kørt ned til bådene. To dejlige store dykkerbåde, indrettet til dykning med stort agterdæk og bænke til at placere flaskerne på. Det gør det faktisk ikke så besværligt at dykke med 2×12.

Vi havde en utrolig smuk sejltur på ca. 1 time ud til Väderøerne, hvor der skulle dykkes. Vi var jo noget spændte på vores første dyk efter meldingerne fra de gode folk fra Aalborg. Ca. ½ time før ankomst startede vi med at klæde om og her kunne Tom konstatere at den flaske rom han havde pakket ind i sit håndklæde og taget med ikke var tæt og dermed var Toms håndklæde blevet til et romklæde.

Den slags små detaljer skulle jo ikke forhindre os i at dykke så Rikke, Tom og jeg hoppede i vandet og det var på ingen måde som frygtet. Sigt på ca. 15 meter og vi fik da set et par hummere, en væg der vrimlede med troldkrabber, der var en enkelt fladfisk, troldhummere, berggylt o.s.v. Vi havde 50 minutter i vandet så det var ud på 25 minutter og tilbage på 25 minutter. Det var ukompliceret dykning. Ingen strøm, fornuftig sigt, noget at se på og en vandtemperatur på 14 grader.

Der gik rygter om at frokosten ude på båden skulle være helt fantastisk, så den så vi lidt frem til. Begge både mødtes i en lille havn og så fik hver enkelt udleveret en lille boks med thai-mad og så var der chilli så man selv kunne krydre. Der var total tavshed i ca. 15 minutter, mens folk  bare sad og fyldte i hovedet. DykLeif er et besøg værd udelukkende for frokostens skyld.

Efter lidt sightseeing rundt på en af Väderøerne var det tid til andet dyk. Samme koncept som første dyk. Vi startede med at svømme lige ned og se et par store blåstak, og så var det jo ellers bare at fortsætte over et flot landskab og slutte af i en tangskov efter 50 minutter.

Der var god tid til at skylle og pakke udstyr på hjemvejen, og i havn i igen blev grejet læsset på at par trailere og så vi måtte så kæmpe os op ad bakken hjem til huset.

Og efter sådan en dag var det jo lige tid til et bad og en tur i sauna - der er gode forhold hos DykLeif. Victoria tryllede i køkkenet og kl. 19.00 lød en høj klar stemme: “Dinner” og alle folk kom ud af hullerne  og så var der Thaisuppe og kød med grønsager. Der uddeles hermed 2 store dykkerstjerner for forplejningen.

Aftenen blev brugt til at sludre lidt med folkene fra Aalborg om hvad der sker med klublivet og  at hele klubkonceptet måske skal nytænkes. Der blev også udvekslet adresser, så forhåbenligt kommer der et par gensidige dykkerture ud af det.

IBM’s dykkerklub annoncerede for lang tid siden med en lokkende vragtur til Bornholm den anden weekend i september, og da september efter min mening er en fantastisk dykkermåned krævede det ikke lang betænkningstid at melde sig til. Og der var også et enkelt vrag vi i flere forsøg havde forsøgt at få “barberet” som nu endelig skulle besøges. Lad mig sige det med det samme - det griner stadig ad os gennem sit kinesiske fipskæg.

Der blev gjort alle forsøg op til afgang for at stille alle tilfredse med tidspunkt for afgang, mad, vrag o.lign. Måske der bare skulle være truffet en turlederbeslutning og så kunne man bare vælge at være glad for det valgte. Men når det er sagt var det en fantastisk arrangeret tur med god overnatning, gode dyk og godt og hyggeligt selskab, der allerede har båret frugt i form af en ny tur på tegnebrættet.

Vi kom til Bornhom fredag lige over middag, og vi satte straks turen mod Hasle for at sejle med Peter ud til et dyk på u-båden. Efterhånden er det mit 3. dyk på u-båden og jeg føler lidt jeg har set den, men den er bestemt et dyk værd. Sejlturen derud var ujævn og vi lå derude i 1½ meter høje bølger.

Jeg havde haft lidt konfigurationsudfordringer, så jeg var stresset og følte mig ikke helt klar til dykningen, men i vandet kom jeg da. Og efterhånden som vi nærmede os de 35 meter indfandt den velkendte ro sig. Og langsomt dukkede konturene af den store “cigar” frem. Vi startede med at svømme frem mod stævnen. På vejen mødte vi et torpedorør og man kunne få halvdelen af kroppen ind og se lidt i u-bådens indre. Nede ved stævnen og inde under u-båden ned langs siden stod der et par ordentlige torsk. Der var også et par huller man kunne kikke ind ad. Og der stod også store torsk. Det er et imponerende syn med de to 6 bladede skruer, men tiden går jo også hurtigt på mellem 35-40 meter, så det var på tide at ramme overfladen igen. På deko-stoppet kunne vi tydligt mærke at bølgerne ikke havde lagt sig, og i overfladen måtte jeg erkende min lidt stressende optakt til dykket havde en lille effekt, da jeg glemte at koble min stage flaske af før jeg tog min vinge af - æv hvor var jeg sur på mig selv over en så urutineret fejl. Nå, men jeg kom op og vi fik kæmpet os i land igen.

Så var det bare at komme frem til vores ferielejlighed i Tejn, og den lå jo helt perfekt nede på havnen. Der var en dejlig terrasse ude foran hvor man kunne sidde og nyde havnelivet med en lokal bryg. Efter flaskefyldning blev kursen sat mod Svaneke og det lokale Bryghus, hvor der blev indtaget en rigtig dykkermiddag bygget op omkring rigelig protein.

Lørdag foregik dykningen udfor Årsdale og det var et populært sted med flere dykkerselskaber i havnen. Efterhånden fik vi samlet vores grej og turen blev sat mod vraget af “Affaire“. Vi havde Michael Bering (trykkammerleder) med som gæst. Jeg har hørt ham til flere foredrag, men dette var første gang jeg havde mulighed for at sludre lidt med ham. Et meget vindende bekendtskab.

Denne gang var der ikke så meget stress og jeg lå langt mere komfortabelt i vandet. Vi ramte vraget på 42 meters dybde med en sigt på 10 meter - sådan skal vragdykning være.

Vraget er ganske intakt, men ikke så stort. Vi svømmede rundt og fik en fornemmelse af en anden tidsalder, hvor ting blev fragtet til søs på små både. Selv om der ikke er mange detaljer tilbage på vraget har en venlig sjæl stiller kompas nathuset på hækken og selv om det ikke er den korrekte plads var det en god oplevelse at se det.

Jeg føler mig glad for, at jeg efterhånden er i så godt et dykkermæssigt gear, at det at dykke til over 40 meter med 15 minutters deko ikke længere er skræmmende, men er blevet en form for rutine, hvor der dog stadig skal planlægges og dykkes omhyggeligt.

Den lokale fiskepusher i Årsdale var glimrende leveringsdygtig i hvad en frokost i det fri, suppleret med flaskefyldning skal indeholde. Bornholm viste sig fra sin bedste side hvad angik frokost og vejr.

Nå, men vi kunne jo ikke ligge der og fise husleje af, så det var tid til næste dyk på “Ada”. Vraget skulle være noget fragmenteret og kun stikke ca. ½-1 meter op. Ikke min type af farvoritvrag, men ned skulle jeg da.Og det her vrag gik rent ind på min lystavle. Godt nok fladet sammen, men kæmpe stort og en masse at se på. Igen store torsk, der stod inde under vraget og store stykke tømmer der stak ud i alle retninger, så der var faktisk så meget at se på, at jeg slet ikke fik set det hele. Men rart, der er noget at komme tilbage til.

Og opløftet af dagnes fiske-frokost, blev aftensmaden indtaget på røgeriet i Allinge-Sandvig. Fiske buffet ad libitum. Ikke dårligt.

Søndag havde vi sat næsen tårnhøjt op efter Fu Shan Hai. Og efter vores beskedne mening var vejret i hvert fald sådan at der skulle være gjort et forsøg. Men nej. Vores bådføre Peter mente ikke det kunne betale sig at gøre et forsøg med det vejr. Der kunne skæres skiver af den skuffede stemning. Vi fik dog samlet os sammen og kom ud på alternativet - en lille luset stålkutter der lå på ca. 40 meters dybde. Der var ikke meget vrag over den kun 10 meter lange kutter. Det sjoveste var at ligge et stykke ud for kutteren og så kunne se hele sceneriet med kutter og dykkere med lys i forskellig farvetemperatur.

Vi var jo hurtigt færdige og der var både tid til en iskage i Gudhjem og et lille kik på et fint sejlskib, der kunne blive et fantastisk vrag (man ser lidt anderledes på fine sejlskibe efter man er blevet dykker), og en kop kaffe i Vang før vi skulle med færgen hjem. Kan varmt anbefale deres frokost buffet, der både er velforsynet og rimelig i pris.

Så efter sådan en weekend, hvor der stadig er folk der vil dykke føler man sig helt oppe i gear.