Efter et års pause (den første siden 1994) hvor jeg slog mine folde i det store udland, var det tid til at deltage i klubbens årlige prestigetur til Strömstad. Alt var ved det gamle med organisering, kørsel og indkøb at ting som vi i forvejen havde rigeligt af i klubben. Og så alligevel var der små ændringer. Tom og jeg planlagde med et par tekniske dyk og der var flere med som jeg aldrig havde set før. Vi blev enige om at rulle lidt tidligere af sted og kom dermed også lidt tidligere frem. Traditionen tro blev en sund og nærende aftensmad indtaget på restaurant “Utsikten” lidt nord for Göteborg. Vel fremme var det tid til et par pilsnere før vi gik på køjen.

Torsdag var der planlagt dyk ved vendepladsen på Saltö. Der var flere ganske “rustne” folk med som lige skulle have checket om udstyret passede og holdt tæt. For dem der var i dykkerform var det muligt at blive sejlet ud til det lille skær udfor Saltö. Og det var her Tom og jeg ville prøve at finde 60 meter. Så vi blev sejlet ud og hjulpet udstyr på og så var det bare at give den pedal mod bunden. Det var nu ikke så let - for der var sandbund der skrånede ned, men efterhånden fandt vi 60 meter og en fantastisk klippevæg. Her var stor nøgensnegel, masser af fine bevoksninger med dødehåndskoral, søanemoner, sønelikker og andet godt. Det var virkelig flot. Opstigningen sad lige i skabet med trinvis deko og hele eksekveringen af dykket ville have gjort min tek-instruktør stolt. På vores sidste deko-stop på 6 meter så vi en rigtig fin stenbider.

Vel oppe igen var det næste pars tur - og Tom og jeg havde gjort hvad vi kunne for at skrue forventningerne helt op. Desværre havde den ene problemer med ørene og dykket blev kun på 2 minutter til 1½ meter - surt. Om eftermiddagen var det tid til dykning på lidt lavere vand for at se om vi ikke kunne spotte en hummer eller to. Men der var ingen hummere, men et glimrende fiskeliv og en masse store taskekrabber, så alle var glade.

Folk der kender min fremtoning vil vide at jeg ikke er nogen kostforagter - slet ikke. Men med tre forskellige slags kød til hovedret måtte jeg alligevel give op. Der var så meget mad at det tangerede madsvineri. Folk skal være mætte, men der må være en grænse for hvor meget kød der skal være - og hvor meget der må kasseres fordi det ikke bliver spist.

Fredag havde skulle vi på eventyr ud i skærgården. Vi ville forsøge at finde en ø med et lille skær hvor vi tidligere havde haft god dykning. Efter lidt sejlen rundt omkring fandt vi den lille ø, hvor der er perfekt plads til kompressorer og super dykning. Man skal dog enten svømme lidt eller blive sejlet ud til det lille skær der ligger lige under overfladen ud for øen.

Jeg havde mit første dyk med et par nye medlemmer, der endnu ikke havde så mange dyk under vesten. Da certifikatet kun gav lov til max. 12 meter holdt vi os (næsten) til det. Det forhindrede os ikke i at se hummer og masser af taskekrabber. Tom og jeg havde lovet at give den uheldigge makker til ham der havde problemer med ørene et godt dyk her. Og som sagt så gjort. Vi fik et fantastisk dyk med store hummere, nøgensnegle, fiskeliv, flot landskab og hvad dykket ellers kunne byde på. Eneste mangel var en havkat som vi havde set på stedet for at par år siden.

Planlægningen gjorde at jeg også måtte have et tredje dyk. Det blev koldt - rigtig koldt. Der gik hul i min dragt - ganske enkelt slidt op. Efterfølgende kunne der stikkes en finger igennem, så ikke noget at sige til at jeg virkelig tog vand ind, men ellers et fint dyk. Hjem og få tørret dragten, og så skulle der nødlappes. Heldigvis havde Tom et par lapper, og jeg fik lappet så resten af turen kunne gennemføres.

Lørdag bød på endnu et par dyk ved vendepladsen  på Saltö. Det er glimrende dykning, men efter min mening også lidt uambisiøst ikke at sejle ud og finde nogle gode skær. Men Tom og jeg fik et dyk til 45 meter, hvor vi så en kongekrabbe. Den var stor - rigitg stor. Min luft smagte dårligt og mit dyk kørte ikke rigtigt så vi steg lidt op, men helt godt blev det aldrig. Der skal skiftes filter i den kompressor. Mit andet dyk var med vores to eleverog det var et udemærket dyk - dog uden det helt store.

Søndag var vi kun fire der ville dykke. Vi havde alle muligheder for noget fantastisk og det så yderst lovende ud. Stedet vi fandt var dog mere interessant oven vande end under vandet.Oven vande kom sælerne nemlig helt tæt på og kikkede nysgerrigt på os. Under vandet kedelig sandbund uden noget. Alle fire var enige om, at det var en gylden spildt chance.

Det var en traditionsrig tur på mange måder - ikke mindst det gode vejr, den yderst fine dykning og det gode humør, men et par af de andre traditioner kunne måske godt justeres.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet ganske forelsket i en lille campingplads i nærheden af Lysekil. Hytterne er ikke den vilde luksus, men de ligger hyggeligt og har de faciliteter der er nødvendige. Den helt store begejstring skyldes dykningen og de forhold der er ved dykningen, men mere om det senere.

Egentlig var vi 11 der skulle af sted, men sygdom reducerede gruppen til 10 forventningsfulde dykkere. Der er lidt forarbejde der skal laves før sådan en tur i form af indkøb, pakning, samt at få fundet det rigtige udstyr frem. Det er prøvet et par gange før, så det gik uden de store problemer. Og det at have det rigtige udstyr med, samt at have lidt organisation på tingene gør at turen forløber med færre problemer - og sådan blev denne tur også. Så der var afgang alt for tidligt fredag morgen med ankomst til smukke Fossen omkring frokost fredag.

Vejret var dejligt med sol og næsten ingen vind, så efter at have pakket ud kørte vi ned til den nærmest perfekte dykkerbase. Dejlig blødt græs næsten ned til hvor du går i vandet, et afsides sted til vores to kompressorer og læ for evt. vind hvor man klæder om. Når man så endelig kommer i vandet foregår det ved at man stille og roligt kan gå ud på sandbund, der fortsætter ned til ca. 12 meter. Her kommer en væg der går ned til ca. 30 meter.

Mit første dyk var med Jørgen, der skulle lege lidt med tørdragt. Efter en del tid med hovedet nede og fødderne oppe blev “koden” knækket og der kom styr på afbalanceringen - desværre vidste det sig at være en semi-tørdragt, så vores dyk blev ikke så langt. Men vi nåede at se en fin lille nøgensnegel.

Mit andet dyk blev med Malene der også var ude at teste ny tørdragt. Her var dragten tæt og efter et par forsøg på at komme ned fik vi et fint dyk, hvor vi så dagens eneste hummer.

Aftensmaden var forberedt hjemmefra, så det var bare at varme chillien - der var intet behov for at varme op under røverhistorierne, der kom helt af sig selv efter en Irish coffee. Da alle havde været tidligt oppe var der stemning for at komme tidligt på køjen.

Lørdag var der både vind og vand fra oven og alle stod og skuttede sig nede ved dykkerstedet (der på utallige opfordringer igen Fossen). Da flere af deltagerne ikke havde set Lysekil besluttede vi at tage en afstikker til den lokale dykkerpusher i Lysekil, og så satse på at vejrudsigten holdt og der kom sol og lidt mindre vind senere på dagen.

Og det klarede op og vi kunne starte dykningen. Jeg fik et par gode dyk med nøgensnegle på begge dyk. Men generelt var der stor begejstring for dagens dykning. Flere kom op med store smil og kunne berette om meget fin dykning. Så stemningen var høj, da vi satte os til bordet for at indtage bøffer. Og en mindre del af selskabet fornøjede sig med røverhistorier og en lille en til halsen før vi gik i seng - for sent.

Personligt tog det mig et stykke tid at erkende at søndagen kaldte, men efterhånden var der ingen vej uden om. Vi fik morgenmad, gjort rent og satte så kursen mod Jordfall et par kilometer væk for at få et dyk før vi skulle hjem. Jordfall er et flot dyk, men knap så dybt - kun op til ca. 20 meter. Men der er masser at se på. Vi så pighvarre, hummer, taskekrabbe, blåstak, etc.

Det er en lang tur - ikke mindst hjem, men det er besværet værd. Vi havde en dejlig tur med fantastisk dykning.

Nu er der nogenlunde lige så meget socialist i mig som der er hund i hundekiks, så derfor droppede jeg uden de store kvaler de socialistiske bannerføres forherligelse af egne resultater og evner (det er altså svært ikke at grine) i Fælledparken den 1. maj, og kørte efter endt arbejde en tur til Trykkerdammen ved Helsingør. Godt nok havde meteorologerne lovet middel vind fra øst, så forventningerne var ikke skruet for voldsomt op. Men vejrguderne spillede åbenbart meteorologerne et lille puds for Øresund lå næsten helt blank foran os. Så med skyfri himmel og en dejlig lun vind, var det bare at få dragt og grej på og komme i vandet.

Mentalt var det svært at iklæde sig op til flere lag undertøj, den tykke polarinderdragt når man samtidig står og kampsveder, men vandtemperaturen har endnu ikke rundet de to-cifrede grader, så det skulle nok være besværet værd med lidt sved før vandet blev ramt. Jeg skulle dykke med vikingen Martin, der modigt iførte sig sin våddragt og dagens lektion stod på dykning til 18 meter. Så for at det hele ikke skulle gå op i svømning blev vi sejlet ud til en bøje  der var placeret på ca. 10 meter vand.  Her hoppede vi i vandet og steg ned langs linen. Vi forstyrrede et par flade der hastigt flygtede - i modsætning til koldere perioder, hvor de bliver liggende på bunden og stoler på camouflagen.

Mit kompas har opsagt sin stilling og er gået på pension i fast position - det gør ikke navigation lettere, men efterhånden fandt vi de 18 meter og vi kunne vende om og sætte kursen mod land. På vej mod land fandt vi det lille vrag af “Twin” og på den måde vidste jeg at vi var på nogenlunde ret kurs. Vi kom ikke helt i land før Martins manometer venligt gjorde opmærksom på at overfladen og ubegrænset luftforsyning kaldte.

Så vat det andet holds tur til at forstyrre de stakkels flade. Det er jeg hel sikker på, at de fik gjort, men selv med et fungerende kompas var der rigeligt plads til forbedring i navigationen. Det positive er naturligvis den appetitgivende svømmetur i overfladen samt - er jeg ganske sikker på - en notering af hvornår deres ærbødige skribent fejlnavigerer og en venskabelig kommentar ganske udiskret kan smides den anden vej.

Sidste hurdle der skulle overkommes før den velfortjente pizza kunne indtages hos Big Ben i Espergærde var at få slæbt båd - og ikke mindst motor - op igen. Det kan godt ske at det er en dejlig motor med rigelige hypheste, men for dælen hvor er den rockertung.

Så jeg valgte på denne smukke solskinsdag at holde en ganske solidarisk blå 1. maj sammen med dykkerkammerater i Øresund.

Når man på en hverdag sidder og kikker på et flag der hænger slapt ned ærger jeg mig altid over ikke at være på vandet, men heldigvis rammer disse dage med havblik af og til en weekend, men to dage med havblik i samme weekend hører så afgjort til sjældenhederne. Og så to dage hvor jeg har planlagt kutterdykning begge dage. Forventningerne var astronomiske.

Det krævede dog et sandt tæppebombardement af sms’er at få en af mine faste makkere overtalt til turen lørdag, men endelig fik jeg ham overtalt til, at jeg kunne hente ham lørdag morgen kl. 5.30 efter han var kommet hjem fra forretningsrejse lidt over midnat. Det var vores første tur på det gode skib Hydrofobia og kursen blev sat mod vraget af Ares med en sejltid på den gode side af 4 timer, var der god tid til at fortælle historier og lære hinanden lidt bedre at kende. På halvvejen da vi skulle igennem slusen og broen ved Falsterbro var alle på dæk for at se om vi kunne snige os igennem - og det kunne vi lige. Der var ikke 10 cm fra toplanternen til broklappen, så vi slap for nævneværdig ventetid.

Under en skyfri himmel lå Østersøen med små fine krusninger, og det var nærmest en akademisk diskussion om der var havblik eller ej. Vel fremme gav ekkoloddet hurtigt det ventede udslag og snart var første hold i vandet for at skulle binde på - men hov. En freeflow ødalagde det projekt og hurtigt måtte en ny makker gøre klar, men så blev der også hurtigt bundet på.

Det er ikke muligt at fylde luft på kutteren så derfor dykkede  min makker og jeg med to stages på første dyk. En med bundgas og en med deko-gas. Konceptet var så at ånde stagen med bundgas tør før vi gik på vores baggas og på den måde skulle vi have gas nok til to dyk på samme flaskesæt.

Så var det vores tur til at komme i vandet, og jeg blev lidt betænkelig for sigten var ikke imponerende. Vandet var lidt brunligt. Heldigvis var det kun de første 6-8 meter, så kom den velkendte Østersø-sigt på ca. 15 meter. Nøj det var godt. Vi tog første dyk “udenfor” og fik set den imponerende skrue, reserveskruen der ligger på dækket, ankerspillene, ankerne der hænger i stævnen - det var ganske enkelt forrygende. Og så at bryde overfladen med solen i ansigtet og fladt vand - verdensklasse.

Vandtemperaturen var ca. 5 grader, så det var rart at kunne sidde i solen og lade strålerne trænge igennem tørdragten og give lidt varme til de kølige fusser. Efter ca. en time var det tid til andet dyk. Denne gang var vi lidt længere inde i vraget. Vi havde kun en stage flaske med, så vi kunne lettere komme rundt. Vi var inde ved maskinen og svømme rundt. Hvis man så op kunne man se skylightet - godt nok uden glas i, men alligevel et imponerende syn. Vi fandt også et sted vi kunne svømme igennem fra maskinen til et lastrummen. Men tiden går hurtigt og snart var vores 35 minutter gået.

Vel oppe igen blev turen sat hjemover, hvor der blev indtaget nærmest ubegrænsede mængder kage - ganske enkelt en dykkerdag helt på toppen af skalaen.

Men som om dette ikke var nok tegnede søndag faktisk lige så godt. Så det var i højt humør, at vi tog tilbage til klubben for at blande gas lørdag aften.

Søndagens tur var med Pdyk som efterhånden er et yderst velkendt koncept. Og på denne tur var trioen samlet samt min kæreste der skulle med for at opleve vragdykning i Østersøen. Turen skulle gå til et vrag vi ikke havde været på før - nemlig Elsa Martinni. Et vrag med ca. 33 meter til bunden og 25 meter til toppen, så der skulle være gode muligheder for rimelig bundtid uden alt for meget deko. Efter lidt forsinkelse ved afgang kom vi endelig af sted over en Østersø der var mere blank end et nylagt stuegulv. Et par timer senere kunne Patrik smide loddet og et par rebreather dykkere gik ned for at binde på.

Vi kom i vandet og jeg glædede mig som et lille barn til Juleaften til at vise min kæreste noget af det bedste vragdykning Norden kan byde på. Vi gled stille ned af bundtovet og der var hun. Fin sigt på over 10 meter - og ganske stor med masser huller, hvor man kunne svømme ind, men aftalen var at blive ude og få overblikket på første dyk. Efter alt for kort tid (13 minutter) signalerede min kæreste, at hun frøs og ville op - NU!!! Så vi forlod de to andre og begav os med bundtovet. Det ramte vi efter 20 minutter og jeg fornemmede en absolut mangel på begejstring fra min kæreste. Oppe på båden igen fik frustrationerne frit løb. Min kæreste frøs, og vragdykning var kedeligt - for ikke lige at sige røvsygt. Det er fair nok ikke at kunne lide det. Det her var det bedste Østersøen kunne byde på. Fladt vand, solskin, god sigt, dejlig kutter med mulighed for at få varmen i kahytten mellem dykkene. Nu er det prøvet, og det er jo fint at finde ud af hvad man kan lide og ikke lide indenfor dykning.

Min kæreste besluttede at droppe dyk nummer to, men jeg glædede mig ubeskriveligt til at dykke med mine to faste makkere og se, hvad der var inde i vraget. Så andet dyk blev primært indvendigt. Sigten var ikke lige så god som på første dyk, men alligevel på 8-10 meter. Vi fik også set skruen, roret og stævnen. Et vrag der uden problemer kan tåle flere besøg.

Tiden var gået og vi kom først i land omkring kl. 20.00, så klokken blev over 22 før vi ramte hjemmet, men sikke en weekend med to exceptionelle dykkerdage - eneste malurt i bægeret er min kærestes manglende glæde ved vragdykning i koldt vand, men det skal ikke forhindre mig i flere Østersø-eventyr.